fbpx
MYMESSAGE

”Jeg blev ramt af en voldsom spiseforstyrrelse…”

af Sille

”Dette er både grænseoverskridende og angstprovokerende at dele med så mange mennekser, men samtidig også en kæmpe mulighed for at kunne inspirere. Om du selv har stået/står i samme situation som jeg gjorde, eller om det blot er en psykisk sygdom du på et eller andet tidspunkt har hørt om- det er et vigtigt emne at belyse uanset hvad! 

Jeg delte faktisk min historie tilbage i midten af 2019, og det havde på daværende tidspunkt taget mig over 2 år at overveje, hvorvidt jeg overhovedet ønskede at dele det med de sociale medier. Men igen, her et par år efter er jeg stærkere end nogensinde før, og jeg fik helt vanvittig meget positiv feedback på at dele det dengang, så det gør jeg altså også her hos MESNJA i håb om at kunne inspirere endnu flere af jer ❤️

Men her kommer det: Her er min historie om dengang, jeg blev ramt af anoreksi..

Det var maj måned i 2015, og dagen hvor jeg skulle konfirmeres var ENDELIG kommet! Jeg havde glædet mig helt enormt til denne dag. Stedet hvor festen skulle holdes var valgt, kirken var valgt, håret var valgt og drømmekjolen var fundet. Alt var planlagt til den mindste detalje i mit lille hoved, og dette skulle blive en dag, som jeg stadig ville kunne huske, når jeg sad på plejehjem og skulle herfra en dag. Men op til min konfirmation skete der noget med mig. Snakken om den perfekte pigekrop var et kæmpe emne i skolen og i min vennegruppe, og drengene var i den grad glade for at kommentere på, hvis der var noget de var utilfredse med ved os piger. Man skulle gerne have den helt rigtige størrelse bryster, numse, lår, højde, hårfarve, hår længde og jeg kunne blive ved- tjaaa, man skulle vel i store træk være helt perfekt. Ved siden af presset fra alle disse uopnåelige skønhedsidealer, var jeg max presset på skolefronten. Jeg har altid været utrolig selvkritisk og kunne oftest godt ringe grædende hjem til min mor fra skoles toilet, hvis jeg kun havde opnået et 10 tal. Det var slet ikke nok, kun 12 var acceptabelt i min lille verden. Det skulle jo være så populært at være helt perfekt, ikke sandt?

Men dagen kom altså, den 15 maj 2015. Jeg gik op af kirkegulvet med den vildeste følelse i maven. Det var på en eller anden mærkelig måde en kæmpe sejr for mig, at jeg nu var nået så langt i mit liv, at jeg nu skulle konfirmeres. Man havde jo hørt i mange år op til den store dag, at når man først bliver konfirmeret, jamen så træder man for alvor ind i de voksnes rækker. Jeg kan tildels følge den sætning, og så alligevel slet ikke. Men det er en helt anden snak.. I hvert fald havde jeg jordens allerbedste dag, og da jeg om natten sendte de sidste par gæster hjem efter en hamrende god fest, følte jeg mig ærligtalt som en pige, der ville leve på en lyserød sky resten af sine dage. Jeg havde fået flere tusinde kroner ind på kontoen, tøj, smykker, rejser til New York og jeg kunne blive ved. Altså dybt seriøst, hvad kunne lige gå galt nu? Men der tog jeg vist i den grad fejl…

Umiddelbart 1 måned efter min konfirmation, begynder trangen til at træne HELETIDEN at fylde ekstremt meget for mig. Det var den eneste måde, jeg kunne forestille mig at nå målet som den helt perfekte pige, der jo var det jeg stræbede så hårdt efter at opnå. Med trangen til at træne heletiden, kom nu også trangen til at begynde at tælle mine kalorier, så jeg på den måde kunne tabe de “overflødige kilo”, som jeg egentlig overhovedet ikke havde på mig. I starten kunne jeg styre det, og jeg formåede stadig at have et liv ved siden af træning og den unødvendige kostplan. Men pludselig tog det overhånd, og jeg blev fanget af drømmen og stræben efter den helt “perfekte” krop. De dage, hvor jeg ikke kom op og træne eller måske havde spist et stykke kage til min mormors fødselsdag, der kunne jeg finde på at sætte mig ud på toilettet og græde mine øjne ud. Nu faldt det hele jo til jorden og drømmen om den berømte sixpack, så jeg langsomt forsvinde for øjnene af mig…

Eftersom at konstant træning og kalorietælling blev en levevej for mig, begyndte kiloene selvfølgelig også at rasle af mig. Jeg havde et usundt forhold til træning, og jeg havde et usundt forhold til maden- eller det vil sige, jeg havde faktisk ikke noget forhold til mad i sidste ende, da det stort set ikke længere var noget, jeg indtog. Jeg havde vendt min mavesæk til at spise mindre og mindre med månederne samtidig med, at jeg trænede og trænede dagen lang, og pludselig var sult ikke længere en realitet for mig. Jeg så det som unødvendige kalorier, når man jo sagtens kunne klare ikke at spise i løbet af en dag. Smart ik?

Jeg kan tydeligt huske, at det var de dage, hvor familien skulle hjem til min mormor, som var højdepunktet for mig. Ikke så meget pga familiehyggen, for der var mine tanker slet ikke længere. Det drejede sig udelukkende om, at min mormor var den eneste i familien, der havde en vægt, og det var netop det, som var så hamrende tiltrækkende. “Mor og mormor, jeg går lige på toilettet,” mens jeg i virkeligheden stod og tog alt tøjet af for at veje mig. Hvert eneste lille gram talte, om det så galt tøjet eller blot en lille bitte ring på min finger. Det handlede heletiden om at veje et gram mindre end dagen forinden.

Folk begyndte langsomt at ligge mærke til, at mit ansigt og krop forandrede sig. “Guuud Sille, har du ikke tabt dig?” spurgte gæsterne hver gang, de havde været på besøg hos os. Og hver gang gav det mig det vildeste selvtillidsboost. Mit hårde arbejde med sult og ekstrem træning havde alligevel betalt sig, og nu var der kun en vej fremad- at gøre det endnu mere ekstremt og tydeligt. Men det ekstreme tog det endnu mere ekstreme, og det endnu mere ekstreme tog det allerværste scenarie. Jeg var nogle dage helt nede at spise kun 200 kalorier om dagen (en normal kvinde skal have omkring de 2000 kalorier om dagen), og oveni det trænede jeg jo også helt ekstremt. Det var begyndt at svimle for øjnene, kvalme hver dag, voldsomme og konstante mavesmerter og unormalt ondt i musklerne døgnet rundt. Men jeg lukkede øjnene for virkeligheden, for hvis jeg ville leve et succesfuldt liv, jamen så var jeg bare NØDT til at opnå det perfekte og bide tænderne sammen.

En dag midt i december kom der så et opkald på min mors telefon fra min klasselærer. Hun havde bemærket, at jeg havde tabt mig og jeg ikke længere ville spise min madpakke i skolen. På dette tidspunkt vidste jeg i bund og grund godt selv, at den var helt gal, og jeg ikke længere have en sund og normal vægt, som jeg ellers altid havde haft. Men når du har en spiseforstyrrelse, så lukker du øjnene for virkeligheden og ser kun, hvad du gerne vil se- nemlig at vægten falder mere og mere fra dag til dag.

I 1,5 år var det egentlig bare et sandt mareridt for mig selv og min familie. Min mor græd heletiden, da det var hamrende hårdt for hende at se mig være så svækket, og alle der ellers var omkring mig prøvede ligesom bare at kæmpe for jeg igen ville spise. Men jeg kunne ikke, jeg nåede faktisk helt derud, hvor jeg fysisk ikke kunne få mig selv til det længere.. Jeg gik fra at veje 57 sunde kilo til pludselig at være en høj pige på 175 cm med en vægt på kun 40 kilo- altså 17 kilo lettere…

Jeg har det hamrende grænseoverskridende med at snakke og dele denne periode af mit liv, og tanken om jeg har sat mig selv i fare på den måde, gør mig faktisk hamrende vred og ked af det. Jeg begyndte at få daglige hedeture samtidig med jeg frøs, voldsom hjertebanken, konstante smerter i maven og en hamrende dårlig psyke og selvtillid. Heldigvis havde jeg nogle mennesker omkring mig, som KÆMPEDE røven ud af bukserne for, at jeg kom ovenpå igen og min taknemmelighed for de mennesker vil ingen ende tage.

Det er dog vigtigt for mig at sige til dem, som måske selv kæmper mod denne lede sygdom ligenu: Jeg kan om nogen sætte mig ind i, hvad der sker og foregår inde i dit lille hoved lige nu, og jeg ved udemærket godt, at man ikke kan ignorere de tvangstanker, der hver dag fylder i ens liv. Men man kan ikke klare den her sygdom alene. Snak med nogen, om det så er din mor, far, bedsteveninde, kæreste eller en helt anden. Man SKAL have en at snakke med, så du kan få hjælp til at søge yderligere lægehjælp- en spiseforstyrrelse er desværre meget krævende for kroppen, og lægen skal indover, om man vil det eller ej..

Den dag i dag har sygdommen desværre sat sine konsekvenser for mig. Jeg lider af et hamrende dårligt tarmsystem efter misbrug af afføringsmidler gennem mit sygdomsforløb. Derudover har jeg konstante mavesmerter og et nedsat immunforsvar. Disse efterfølgende konsekvenser har nu også kostet mig en hel del fravær i gymnasiet. Så det har altså konsekvenser at torturere sin krop på denne måde, selvom jeg udemærket godt ved, at man ikke kan gøre for det..

Jeg er i den grad stolt af mig selv og måden, jeg har formået at kæmpe mig tilbage på sporet igen efter så mange år med anoreksi. Jeg har fået en hammer stærk krop, elsker at hænge ud med venner og veninder efter skole, fester i weekenderne og sidst men ikke mindst: jeg spiser den mad min krop nu engang har brug for… <3

//Tak for at læse med, og hvis I har spørgsmål eller blot hr brug for en der lytter, må I ALTID skrive til mig over Instagram @sillewalker <33

Kæmpe knus herfra

FLERE BESKEDER